D&AD New Blood Award er en prestigefyldt pris for studerende og nyuddannede inden for design og reklame. Den giver unge talenter mulighed for at arbejde med rigtige brand-briefs og belønner de bedste projekter med New Blood Pencils, som kan kickstarte deres karriere i den kreative industri.
Siden 1962 har D&AD inspireret kreative tænkere ved at fejre og fremme det bedste inden for design og reklame. D&AD Awards betragtes globalt som den ultimative kreative anerkendelse og tiltrækker deltagelse og bidrag fra nogle af verdens dygtigste fagfolk.
Laura og Sarah valgte at arbejde med briefen for Nandos. Briefen lød: “Make Nando’s loved by the next generation” og kategorierne var Illustration, Copy, Animation, Craft.
Du kan se Sarah og Lauras prisvindende opgavesvar her
Med ice breaker-spørgsmålene og udfordringskortene kan gæsterne deltage i sociale aktiviteter, der skaber forbindelser mellem dem.
– “Det var MEGAFEDT og lidt surrealistisk. Det var vildt at tænke på, at et panel af dommere vurderede, at vores projekt var godt nok til at være blandt vinderne” siger Laura.
Sarah tilføjer:
– “Det var et stort skulderklap. Vi er meget stolte over at kunne repræsentere vores uddannelse på den måde. Havde det ikke været for alt det, vi har lært, havde vi nok ikke vundet så fin en pris”
Laura og Sarah vandt en “Wooden Pencil”
Både Laura og Sarah begyndte på Grafisk Kommunikation i 2022 og har været i praktik på femte semester. Laura er hos Clienti i Aalborg, mens Sarah er i praktik hos BOLD i København.
Begge oplever det som en lærerig periode. De har begge fået en varm velkomst hos deres praktiksteder og bliver udfordret med forskellige opgaver.
– “Det er virkelig fedt at være i praktik. Jeg blev taget rigtig godt imod og har fået mange nye indtryk og en hel del opgaver, der udfordrer mig og mine evner” siger Laura.
Begge har en baggrund med stor interesse for kreative processer, hvilket gjorde uddannelsen til et naturligt valg.
– “Jeg har altid godt kunnet lide at være kreativ og tænke kreativt. Derfor har jeg altid vidst, at jeg skulle tage en uddannelse, hvor jeg kunne bruge kreativitet som en drivkraft” fortæller Laura.
Sarah deler samme passion. Hun har altid elsket at tegne, male, illustrere, fotografere, filme og videoredigere.
Inden de begyndte på studiet, havde de begge forventninger om at udvide deres faglige viden og få indsigt i den kreative branche – blandt andet ved at lære mere om grafisk design og forstå, hvornår et design virkelig fungerer.
Noget af det, de begge sætter mest pris på, er friheden til at eksperimentere og fordybe sig i det kreative arbejde. Laura fremhæver, at de får en bred introduktion til forskellige programmer og teknikker, hvilket gør det lettere at udvikle sine kompetencer.
– “Det bedste er helt klart, at vi får lov til at prøve alle ting af og arbejde med mange forskellige programmer” siger hun.
Sarah er enig:
– “Det fedeste er at kunne være kreativ sammen med mine medstuderende og afprøve en masse ting inden for grafisk kommunikation”
Grafisk kommunikation spiller en central rolle i at skabe identitet og genkendelighed. Laura beskriver det som en måde at skabe en rød tråd i historier og visuelle identiteter.
Sarah ser grafisk kommunikation som en kunstform, der kan formidle historier på unikke måder:
– “Du kan skabe unikke udtryk og tilføje dit eget præg. Det er fedt at skabe noget fra bunden, uden altid at vide, hvordan slutresultatet bliver” siger hun.
Hvad angår fremtiden, er begge studerende åbne for forskellige muligheder. Laura kan se sig selv på et bureau og være en del af et kreativt fællesskab, mens Sarah overvejer freelance, men nyder også at arbejde i team.
Begge opfordrer kommende ansøgere til at søge ind, hvis de har en kreativ passion.
– “Søg ind, hvis du elsker at være kreativ og nysgerrig. Lad dig ikke distrahere af tanken om, at du ikke er dygtig nok. Stol på dig selv og dine evner” lyder rådet fra Sarah.